Gribskovs partnerskole i USA: John A. Holmes High
1a var i april 2011 værter for 26 elever fra John A. Holmes High, og de amerikanske elever fra North Carolina oplevede et noget anderledes dansk familieliv, end familielivet i den kultur de kommer fra. Besøget bestod i en kombination af skolegang og sight-seeing, men op til besøget havde de amerikanske elever arbejdet med “European studies”. Derfor besøgte eleverne fra Edenton Folketinget, idet et af deres studieområder var demokrati, et andet EU. Desuden havde såvel 1a som John A. Holmes arbejdet med Anden Verdenskrig, idet begge klasser havde lavet samarbejde omkring romanen “Number the Stars”, der foregår i Gilleleje under jødetransporterne. Eleverne fra Edenton deltog bl.a. i fagene musik, billedkunst og drama, og der blev produceret videoer i mediefag sammen med 1a-eleverne. Desuden blev det lavet sammenlignende studier i velfædsstaten med inspirerende oplæg af Karsten Møller, Henrik Juul underviste de amerikanske elever i det danske sprog, og der blev lavet fælles projekt i High School Shootings. Gribskov og Edenton var på fælles udflugt til Kronborg, Frederiksborg og Esrum Kloster, der blev dystet i rundbold, og efter afskedsmiddagen førte 1a an i dansen. Da John A. Holmes er Gribskovs partnerskole er der indgået et udvekslingssamarbejde. Det betyder at 2a rejser på genbesøg til Edenton, North Carolina fra 1 marts til 11 marts 2012.
|
|

Gribskov er et af de gymnasier i Danmark, som gennem Cirius har opnået at få en partnerskole i North Carolina. John A. Holmes High School ligger i Edenton, North Carolina, som er en af sydstaterne i USA, og derfor er historisk interessant blandt andet på grund af borgerkrigen mellem nord og syd i 1861-1865. Men også en del danske virksomheder har valgt at slå sig ned i North Carolina, blandt andet Novo. 
